Kære dejlige læsere.

Jeg har i et stykket tid nu, ville skrive dette blogindlæg til jer, for det mangler da bare.

Jeg er så taknemmelig for alt jeres støtte min vej. Jeg føler så meget kærlighed og mit hjerte er fyldt op med teknemmelighed over hvordan jeg mærker i ønsker drengene og mig alt godt vores vej ... Jeg har aldrig i mit (instagram) liv modtaget, så mange søde beskeder fra jer, hvor i ønsker mig held og lykke i mit stadig nye eventyr. I er så søde at sende mig kærlige tanker når livets udfordringer rammer mig hårdt, i skriver de fineste beskeder om hvor meget i virkelig respekterer mig for at gøre hvad jeg gør. Og jeg føler ikke engang, at jeg fortjener alt denne 'credit' som i giver mig - for hvorfor er det lige at i skriver jeg er sej ;)? Fordi jeg tog springet? Det har kun været muligt pga jer!

Der er én ting som går igen på mange af de beskeder i sender i min indbakke, og det er i skriver, at jeg på en eller anden måde er stor inspiration for at ha kastet mig ud i et eventyr - og bl.a at jeg som mor støtter Seans fodbold - at jeg giver begge mine børn verdens største gave ved at give dem muligheden, lære et nyt sprog og kultur mv. Og det er så livsbekræftende, for jeg står her nu, og kan allerede se hvad de får ud af det, jeg ser dagligt vidende til hvordan de indtager, lærer og prøver nye ting, som ikke ville være sket på samme måde i Danmark.

Jeg elsker jo Danmark så meget, jeg elsker mit liv derhjemme, mine venner og familie, og hvordan jeg efter 20 år i branchen, faktisk har mulighed for at leve af det, ved bl.a at skrive her på bloggen, lave Instagram 'kampagner'/reklame for firmaer, deltage i forskellige arrangementer, deltage i forskellige Tv-shows, men stadig være i stand til at være selektiv, og kun vælge det som jeg i mit hjerte kan stå inde for. Det er en kæmpe stor fordel, og jeg ved, at jeg er heldig med det. Ikke mange har muligheden for det som jeg har fået lov til. Selvom det har været et par svære måneder med flere omkostninger, og med mindre tilbudt arbejde, så prøver jeg holde fast i troen på, at der stadig vil komme arbejde min vej, så jeg økonomisk kan få det til at løbe rundt. Og selvfølgelig med hjælp fra drengenes fædre. Og som sagt den eneste grund til det, er fordi jeg har jer, som gider læse med her og som vælger at følge mig på Instagram. Jeg kan ikke sige det nok, TUSIND TAK - jeg vil meget gerne ha' i ved hvor meget det betyder for mig. Hvis ikke i var der, så havde jeg faktisk ikke muligheden for at 'make a living' her i Barcelona.. Så det er vidst ikke mig som er sej, det er jer som er MEGA seje, og giver mig muligheden. Til alle jer, jeg ikke har fået svaret endnu, jeg prøver komme efter det. Og jeg kommer til bunds i alle beskeder på et eller andet tidspunkt. I promise!

Før jeg flytteede her til, havde jeg mange tanker om, hvad min egentlige grund var (og den skulle virkelig være god) for at forlade hele den verden jeg kender til, og den tryghed mine drenge levede i, for at starte et nyt liv helt fra bunden. Jeg ønskede virkelig at opleve et eventyr, for jeg var på en eller anden måde kørt træt i det 'samme'. Følte nemlig ikke taknemmelighed, og nød ikke mulighederne som jeg ved jeg burde ha gjort. Som de fleste ved, har jeg længe gerne ville leve i udlandet, og nu med en rigtig god grund; fordi jeg ville give min søn muligheden for at udleve en fodbolddrøm, vise ham, at drømme og det at udøve sin passion i livet, er en mulighed hvis man tror på det. Jeg vil gerne som mor, vise ham at hvis han sigter efter noget, at han kan gøre det, så længe han tror nok på det, og kæmper for det skal blive til en realitet - og samtidig husker jeg ham på at det tager tid at blive god til noget, og det kræver virkelig meget af ham, at gå fra en drøm til virkelighed. Han er heldigvis præcis, hvor han skal være - her i et land, der er så fodboldglade. Han har den samme (fodbold)mentalitet, - det er hele hans verden - så han passer lige ind. Som jeg skrev i mit tidligere blogpost, kan jeg ikke tage hans drive væk. Jeg kan ikke få ham til at drømme mindre og spille mindre. Han føler fodbolden som jeg ikke har set med nogen anden i hans alder før. Og for ham, er det virkelig en lidenskab - han lever for at spille - og det gør ham lykkeligere end nogen tur til disneyland, eller andet sjov som de fleste børn elsker, så hvorfor burde jeg begrave noget, der lever så stærkt inde i ham. Jeg kan ikke fortælle ham: Du er kun et barn og bør ikke tænke som du gør .... Jeg kan ikke forhindre ham fra de drømme der lever inde i ham. Og jeg vil heller ikke. Jeg har forstået nu, at den bedste måde for mig som mor, er at guide ham så meget som muligt, og hjælpe ham med at nå sine mål. Hvis han en dag ikke vælger ikke at vil spille mere, vil jeg lade det være op til ham 100%. Jeg vil aldrig fortælle ham hvad han skal gøre, eller hvad det rigtige er for ham - han træffer sine valg for hvad han ønsker i livet - ingen andre!
Første prioriteten er dog selvfølgelig hans skolegang. Og han klare det bare så godt. Jeg er r** stolt. Vi har en aftale, at så længe han gør det godt i skolen, må han fyre den af med bolden. Går det ikke så godt i skolen, må vi nedprioriter fodbolden, og det har han forstået og accepteret, selvom han nogle gange godt kan finde på at spøge om han ikk godt må gå på en fodboldskole, hvor de spiller fodbold i skoletiden, hahaha.... Yeah right!?! Det sker selvfølgelig ikke. Nu er han starte på den Europæiske internationale skole, hvor har dagligt har 3 timers intensiv spansk om dagen. Han går i skole i hele 8 timer om dagen, så han gør det virkelig godt. Han blomstrer så meget som et lille menneske for tiden, er socialt rigtig god til at få nye venner, og begå sig med engelsk. Behøver jeg at sige at jeg er stolt af ham - han er virkelig en sej lille en altså.. Tænk at han har valgt mig som mor engang, før han kom hertil <3

Dexter - min lille bandit - han klarer sig så godt med den nye vuggestue - selvom jeg stadig savner alle pædagogerne og den daglige trivsel i vuggestuen i Danmark. De har dog virkelig mange kreative ting de laver med ham her, og han er startet til svømning med de andre fra stuen hver onsdag;) Han elsker vand, min lille fisk - og selvom sproget har været en udfordring - allerede hjemme i Dk - så syntes jeg at jeg mærker en udvikling dagligt i at han prøver udtrykke sig, og siger hele tiden nye ord - mest på engelsk.. Jeg ved godt det må være forvirrende for ham, men jeg tror stadig på at han nok skal komme efter det, lige nu er det bare indlæring, og han tager sin tid med det, og det er helt ok. Alt hvad jeg siger til ham på dansk, prøver jeg så meget som muligt at gentage på engelsk også.. I vuggestuen, taler de kun Spansk og engelsk til ham. Men han forstår og har fundet rutinen med deres daglig dag, og er en glad dreng når jeg henter ham;) Det er jo det som betyder alt.

Jeg er ved at lande ovenpå den udfordrende uge med bilen og lejligheden. Bilen fungere med ny nøgle, selvom det lige krævede den kom på værksted. Men den er up and running, og jeg kan nu kører børnene i skole og til efterskole aktiviteter, som er det jeg har behov for. Lejligheden er god igen, ingen bid siden vi kom retur. Nu kan jeg igen, langsomt få indrettet lidt, og inden længe, laver jeg lidt billeder så i kan se hvordan vi bor her i Barcelona.
Jeg har også lovet en del, at få lavet en liste med gode restauranter, seværdigheder og andre gode fifs, som ikke lige er sååå touristet som alt det man lige kan google sig til. Barcelona er en fed by når man kender den, jeg lærer stadig meget hver dag, men oplever man den kun som tourist, og falder i de samme fælder, så er der mange ting, som jeg ville syntes var irriterende at opleve.. anyways, nu begynder jeg igen at have lidt mere tid i dagtimerne, så jeg har nu mulighed igen for at få skrevet lidt herinde...

Jeg sender jer solskin ( har hørt en lille fulg synge om i godt kunne trænge til det), og udtrykker endnu engang min taknemmelighed for jer. TAK fordi i gør mit eventyr muligt...

I am blown away.. Thank you all for your support. I feel so much love, and get so much more from your messages, than you could ever know... I have never in my (instagram) life received, so many of you, who write me daily, about your thoughts, how you wish me all the luck, how much you really respect me for doing what i am doing. And I dont even feel like i deserve all this credit - for what exactly;)?? For doing this.....? I can say this, it could actually not happen without you!
As i understand, you guys turn this into a powerfull thing, that i'm somehow an inspiration for doing what i am doing, for us - being adventures, and for Sean - his football passion - for the kids upbringing, language etc.. And yes, i do feel the same, and thats why i did it, not to be cool, but because i wanted to try this, for me and my boys, and even if i failed ( which i won't, i will do everything before i give up;) that i actually i still gave it a try, and when I'm old and reminisce about my life, I will know that i didn't just settle, and that i actually gave it a shot..

I love Denmark so much, I love my life back there, my friends and family, and how after 20 years in the industry, i can actually live by writing on the blog, post some campaigns on instagram, attend different events, participate in different Tv-shows but still being able to be selective. Its a huge advantage, and i know I'm lucky with that. Denmark is such a small country, and not many can make a living by doing this. And the only reason is because i have you guys, who wants to read my writings, who choose to follow me. So THANK YOU so much. Wish i could actually do more than say thank you, so you knew how much it means to me.

Before coming here, i had a lot of thoughts about what my actual reason was to leave my whole world behind, to start up a new life. I wanted to experience an adventure, wanted to try to live life abroad, and most importantly i wanted to give my son the possibilities, show him that dreaming and living out his passion in life, is possible. I want to show him, that if he aim for something, that he can do it, he just has to believe in it, fight for it, and go get it. He is exactly where he is supposed to be. In a country who is soo football crazy (they have a completely different view over what it is than back in Denmark). He has that mentality, so he fits right in. As i wrote in my previous blogpost, i can't take away his drive. I can't make him dream less, and play less. He feels football like i haven't seen before. And to him, its his passion, he lives for playing, it makes him happier than any rollercoasterride or disneyland, so why would i burry something that lives so strongly inside him. I can't tell him: you're a child and shouldn't be thinking like you do.... I can't prevent him from this own dreams. And i dont want too. I feel the best way for me as a mother, is to guide him as much as i can, and help him reach his goals. If he one day doesn't chooses not to play anymore, i won't be bitter or tell him to do so, i will tell him, that only he knows what his heart longs for, and that he makes his choices for what he wants in life - no one else! Between all the football, i make sure, that his schooling is the first priority, and if he came home from school, and not doing well, I would have to downscale the time he spends on playing football. He is having 3 hours intensive spanish classes a day. He goes to school 8 hours a day, so he is really doing well, and he is blossoming so much as a little human being. I am beyond proud of him as the person he is...

Dexter is doing so well with the new nursery - although I still miss the nursery in Denmark. However, they're really creative with the kids here and he also just started swimming classes with the other kids from his class on the Wednesday;) He loves water, my little fish - and even though the language has been a bit of a challenge - already back in Denmark - I am choosing to have faith, and can see a development in his expressions on a daily basis. Almost every day he say's a new word - mostly in English now. I know it somehow must be a bit confusing for him, but I still think he'll come after it, Right now it's just learning by doing, and he's taking his time with it and thats all right. Everything I say to him in Danish, I try as much as possible to repeat in English too, and i can see he understands it all. In the nursery they speak only Spanish and English to him. But he understands and has found the routine with their daily life and most importantly, he is a happy boy when I pick him up;) That's what matters!!


Just a quick update on my situation: as you guys know (maybe you in english dont know, as i only wrote danish), its been challenging week with the car and the apartment. The car is now working again with a new key. It did require some patience, as we couldn't get the key working, and it needed to get towed to the nearest car dealer. They got the key working after 24 hours, and i got it friday, wuhuuuw. It's now up and running, and now i can drive the kids to school and afterschool activities, which is what I need to make my life work here. The apartment is good again, no bite from bedbugs since we came back. Now I can slowly get a little bit done, and soon, I'll take some pictures so you can see how we're living here in Barcelona.

I have also promised some of you, to make a list of good restaurants, where to go and other good things that are not as touristy as what you can google. Barcelona is a great city when you know it, I'm still learning a lot every day and exploring new places. Now i got the kids settled, and starting to have some more me-time again, which makes it possible for me to start writing more also;)

Once again i want to express my gratitude to you. THANK YOU for making my adventure possible...

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments