I søndags lavede jeg et indlæg herinde, hvor jeg viste billeder af mit nyindrettede babyværelse, som jeg faktisk er både rørt over og synes er blevet rigtig godt. Jeg viser det jo ikke for at få ros. Jeg viser det fordi jeg gerne vil dele det, fordi jeg er lykkelig over at jeg i denne graviditet står i en situation, der er så stabil, at jeg rent faktisk har muligheden for det. Jeg deler fordi jeg har LYST til at dele og fordi jeg ofte bliver opfordret til at dele mine forberedelser til babyen og mine tanker og aktiviteter under graviditeten.På facebook fik jeg nogen rigtig uheldige kommentarer. Jeg kan nævne bare én, der ret tydeligt giver en idé om tonen: ”Det ligner et slagterhus”…Min reaktion var, at jeg dagen efter delte indlægget igen og skrev en følelsesladet og skrap kommentar til, hvor jeg opfordrer til at der bliver talt pænt, eller at ”man” simpelthen unliker min profil, hvis behovet for at bringe ubehagelige kommentarer til et indlæg om et babyværelse, simpelthen er for stort til at ”man” kan styre det.

Jeg mener stadig hvert et ord jeg skrev, og er i øvrigt stor tilhænger af at sige ærligt fra, når ens grænser bliver overskredet. Episoden har sat skub i nogen tanker, som jeg længe har gået tumlet med. Et emne der har været oppe at vende mange gange i mange forskellige sammenhænge.Hvad er det der gør at vi har én adfærd på internettet og en helt anden ude i den virkelige verden? Er det i orden at opdrage på hinanden, eller skal vi bare finde os i den grimme tone, mens vi holder ytringsfrihedsfanen højt? Hvor kommer lysten til at sidde bag sin skærm og blive voksenmobber og lade sig forarge over andre menneskers gøren og laden, når man ikke opfører sig på den måde ude i den virkelige verden?

Konstruktive meningsudvekslinger eller bare galde?

Der er stor forskel på konstruktiv kritik, ønsket om at sætte gang i en fornuftig meningsudveksling og så på bare at spy galde. Og det er nemt at se forskel. Jeg er klar over, at når man som jeg gør, stiller sig frem og deler ud af sit personlige liv, så vil der komme kommentarer - og der er rigtig mange der har en mening om alt og som kommenterer på alt ud fra deres eget perspektiv. Jeg synes det er en rigtig farlig tendens, at møde og se verden udelukkende gennem sine egne briller. Det er dér alle forskellighederne bliver tydeligere end lighederne, solidariteten med hinanden ophører og vi stiller os i hvert vores snævre hjørne og peger fingre ad hinanden. Om det så handler om hvordan man mener andre menneskers babyværelser skal se ud, hvilken religion de skal tilslutte sig eller hvilke værdier de bør vægte højest.

Kærlighed

I min verden kommer al den slags det samme sted fra. Et sted i mennesker der har brug for at sammenligne sig med andre ud fra den overbevisning at der kun er én endegyldig sandhed og én ”rigtig” måde at tænke, leve og mene - i stedet for at ønske at mødes frit og åbent i den absolut højeste fællesnævner; Kærlighed. At være nysgerrig på hinandens forskelligheder i stedet for at se dem som en trussel, og at være bevidst om at læring kommer far de mest uventede kanter, på de mest uventede tidspunkter, hvis vi bare er åbne i stedet for at være så fordømmende og lukkede. Og hvem er taberne? Det er vi alle sammen. Både mig, der i den nævnte (og i det store billede fuldkommen ligegyldige, men sigende) situation skal stå til måls for de grimme kommentarer og afsenderen, som har fat i et sted i sig selv, der kun tiltrækker noget negativt tilbage. Det kan da umuligt føles rart at skrive noget bevidst sårende? Eller bliver man måske lidt høj og afhængig af den adrenalin det giver, at kunne kaste med lort uden det får konsekvenser – for det er jo bare internettet…? Sandheden er at de sociale medier er en forlængelse af den virkelige verden. For det er rigtige mennesker der sidder bag hver profil og det er rigtige mennesker der er modtagere for sårende kommentarer.

Social skraldespand

Det her er ikke en klagesang fra en stakkels kendt pige, der synes det er synd for hende selv. Det er en opsang til os alle. Til at bryde fri af den skruetvinge man kan få sat sig i når man anskuer et babyværelse som et slagterhus, enhver muslim som terrorist og en tynd pige som anorektiker og en normalvægtig pige som fed. Jeg kan blive meget overrasket nogen gange – stadigvæk. Og jeg bliver ked af det på vores allesammens vegne, fordi det for mig er tegn på, at der sidder rigtige mange mennesker derude bag deres computer- eller telefonskærme og har det så dårligt med dem selv, men ikke kan finde andre måder at komme af med det på, end med grimme kommentarer til dette og hint på de sociale medier. Folk der bruger fremmede mennesker som skraldespande, fordi det måske er for svært at åbne op overfor dem der er tæt på.

Spørg, lyt, vær interesseret

Og det bringer mig tilbage til det med kærligheden. Kærlighed skal da ikke begrænses til kun at blive givet til dem der giver os noget tilbage. Kærlighed bør da være en grundtilstand for os alle sammen – et fælles udgangspunkt? Jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af, eller mit ego/temperament tillader måske ikke, at vende den anden kind til. Som jeg skrev i begyndelsen, så synes jeg det er vigtigt at sige fra når ens personlige grænser bliver overskredet. Men det er ligeså vigtigt at jeg efterfølgende husker mig selv på, at der findes rigtig mange mennesker der kæmper indvendig og som har pisse svært ved at sætte ord på hvordan de har det, i en verden der er så fokuseret på succes og præstation, at det er en skam at have det skidt - noget der skal nedtones og tysses for enhver pris. Og det har jeg forståelse for – også når det kommer enormt uheldigt ud og bare blive til galde i trafikken, på de sociale medier eller i nattelivet.

Min opfordring er at vi bliver bedre til at stille de svære spørgsmål til hinanden. TALE med hinanden om ting der betyder noget og lytte. Være oprigtigt interesserede i hvordan vores brødre, søstre, kollegaer og veninder har det - ja, måske endda de mennesker vi møder på de sociale medier? De fleste af os ved jo godt hvornår nogen der er tæt på os har det skidt, men der er så meget berøringsangst med det at de færreste selv tager initiativet til at række ud og vise omsorg. Man vil ikke blande sig, eller gøre hinanden forlegne. Det er blevet sådan, at man selv skal komme helt derud hvor man ikke har andet valg end selv at række ud efter hjælp, før der er nogen der reagerer på det alle så længe har kunne se. Og det er svært at række ud. Så tag selv initiativet – også selvom det er svært. SPØRG! TAL! LYT! Vær interesserede i hinanden – også på de sociale medier. Der skal nogen gange en så lille indsats til for at gøre en kæmpe forskel for et andet menneske. Hvorfor ikke løfte hinanden i stedet for at pille hinanden ned - der er ingen der får noget ud af det.

Saseline

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments