Jeg hører ikke til en af de absolut mest blufærdige kvinder. Jeg skammer mig ikke over, at sige, at jeg er glad for mit udseende og jeg har optrådt både på catwalks og på billeder meget letpåklædt. Jeg kan godt lide, at se mig selv på billeder, hvor jeg synes jeg ser smuk ud. Jeg har ikke noget problem med at vise mig frem på den måde - jeg kan faktisk godt lide, at dele den slags billeder med omverdenen. Og jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg sagde andet, for ellers ville jeg jo ikke gøre det. F.eks. er jeg vildt stolt af- og glad for det billede jeg har valgt til dette indlæg.

Samtidig med det, så er der en anden del af mig, som gerne vil vise et realistisk billede af mig… I min verden er de to ting ikke nødvendigvis modstridende.

Der har gennem de sidste par år været en del –om ikke direkte modstand på, så i hvert fald modSVAR på den alt for perfekte måde, at udstille sig selv på. Og det kan måske virke lidt vagt når en eller anden gudesmuk nordisk skønhed af en blogger viser en nærmest ikke-eksisterende sidedelle i ”protest” mod det ”perfekte”, eller, når en samling danske kendiskvinder laver makeupfri billeder under hashtagget #mitsandejeg, for dagen efter, at uploade flere af de ”perfekte” billeder med det perfekte filter, i det perfekte (overeksponerede) lys, med den perfekte makeup i bedste pose… - Men jeg tror det ligger ekstremt dybt i os kvinder, at ville vise os selv fra vores smukkeste side. Det er jo så bare meget forskelligt hvad folk betegner, som værende smukt og tiltrækkende.

Sådan en som mig, med mit udseende og den måde jeg vælger, at style mig og fremtræde på, passer jo meget godt ind i det der lidt ensartede skønhedsideal, der styrer mediebilledet og det ”populære” flertal på de sociale medier i de her tider. Men der sidder da uomtvisteligt en hel masse mennesker derude, som synes, at jeg er for dullet, viser mig selv for meget frem, er for unaturlig på mine billeder osv. Ligesom jeg (og det er ikke noget jeg er stolt af, men sådan er det…) kan tage mig selv i, at synes at kvinder jeg kender IRL simpelthen nærmest slet ikke er til, at genkende fra deres profiler på sociale medier og så hvordan de ser ud i virkeligheden. Og ligesom jeg kan synes, at det er ærgerligt med smukke kvinder, der ikke synes de kan gå ud af døren uden makeup. Og ja, jeg burde på INGEN måde have en mening om det – det er deres sag jo, for fanden. Men det er måske endnu en af grundene til, at man er så bevidst om, hvordan man udstiller sig selv – fordi vi er så dømmende overfor hinanden (om vi så kan lide det eller ej). Jeg føler mig ikke, som et særligt fordømmende menneske selv – alligevel tager jeg mig selv i, at have en mening om det. Så uanset om jeg kan lide det eller ej, så er det jo, at dømme.

Hmm…

Uanset om det billede man ønsker, at male af sig selv for the world to see, så er;

Se mig, jeg er:

-Overskudsmor numero uno

-Enormt klog og læser alt det rigtige

-Gudesmuk og ser altid fejlfri ud

-Altid glad og mit liv er perfekt

-Stinkende rig

-Veganer

-Politisk korrekt

-Urtekusse og proud

Og uanset hvilke af ovenstående, der så er ens yndlingsaversion – typen man elsker, at hade, eller bare grine lidt af, så har mange af os en helt klar idé om hvordan vi identificerer os selv, hvem vi gerne vil identificere os med og hvem vi SLET ikke vil identificere os med. Vi er også dem vi er, fordi nogen andre er modsætningen, ikke?

Jeg ELSKER billeder – også af mig selv. Ikke kun de ”smukkeste” også dem, der repræsenterer smukke minder. Jeg ER forfængelig. Jeg er vant til, at få opmærksomhed på mit udseende og det spiller selvfølgelig også ind i den måde jeg ser mig selv på. Jeg plejer mit udseende og har en vis forventning til, at mit hår, min hud, mine negle og min krop bliver groomed. Ja, jeg er da mega bevidst om hvordan jeg ser ud, når der bliver taget et billede af mig. Jeg ER en PIGE-pige og har absolut ingen identitetskrise omkring det. Ligesom hende, med den høje uddannelse og sit udprægede intellekt og sine præstationer karrierewise heller ikke har en identitetskrise i forhold til, hvad det er HUN udviser og bliver genkendt for og som.

Summer summarum – og det jeg gerne vil frem til, i dette emne, der bliver talt og skrevet meget om er, at vi har alle sammen et fingeraftryk – et image om du vil, som vi bliver genkendt på og placeret på hylder som. Og uanset om det så er, som en der tager afstand fra fokussen på udseende, eller om det er sådan en som mig, så synes jeg personligt, at det er klædeligt hele tiden, at forsøge at nuancere det billede en lille smule – for alt andet er sgu for kedeligt – urtekusse eller dulle. Og når man så, som jeg har en masse unge piger, der følger mig på de sociale medier, hvor jeg også uploader billeder, hvor jeg tager mig ud fra mine aller bedste sider, så har jeg fandeme en pligt til, at ikke posere med trutmund og missende øjne på alle mine billeder, men også bare vise mig uden makeup i skovmandsskjorte med min søn på armen – for sådan ser jeg trods alt ud 80% af tiden. Jeg er bare hverken kun det ene eller det andet. Jeg er en hel masse forskelligt. Jeg er svingende mellem dulle, naturlig, doven, ernergisk, overbærende, utålmodig, husmor, bypige, naturelsker, luksusdyr, spartansk oooooog så videre. Jeg er fyldt med nuancer – og det er vi alle sammen. Uanset hvordan vi fremstår udadtil. Og gudske lov for det :)

Foto af Henrik Adamsen @ All Rights Reserved

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments