I de år, hvor jeg kun var mor til en, bed jeg ikke så meget mærke i det, når jeg hørte andre tale om hvor forskellige børn er. Men nu, som mor til 2 drenge, er det noget jeg næsten dagligt tager mig selv i at observere. For hvor ER det vildt, hvor forskellige mine to drenge er. Det er så vild en følelse, at have gennemgået to graviditeter, der var mere eller mindre ens og så ende op med to børn, der har flere forskelligheder end lighedstegn - so far. Jeg var lige overvældet begge gange, da jeg holdt mine drenge for første gang. Og min rolle som mor og den måde jeg griber tingene an på med Dexter er også meget lig den måde jeg var på med Sean. Men de to, som individer, personligheder og typer, er så langt væk fra hinanden, som man overhovedet kan forestille sig.

Sean har altid haft en blid sjæl, en blød og umiddelbar energi. Fra helt lille toddler fangede han meget hurtigt når jeg mente det jeg sagde, og hvornår det var tid til, at høre efter og *gøre hvad der blev sagt". Han forstod et nej, og testede mig ikke synderligt meget når det kom til det. Han blev helt ked af det hvis han fik følelsen af, at mor var sur - og det var det aller sidste i verden han havde lyst til. Han har aldrig, som lille, fået de der tantrums, når han ikke fik sin vilje. Alt i alt var han en super nem dreng - en rigtig mors dreng - som altid har haft det bedst hvis han var tæt på mig.. Vi havde helt klart den slags symbiose, der kan opstå når man bare er to. Han er uden tvivl min sjæleven, og vi har noget helt specielt ham og jeg, og selvom han i dag er 8 1/2 år, og jeg sagtens kan mærke at tingene ændrer sig - også fordi han, som storebror har givet enormt meget plads til, at lillebror fuldstændig har overtaget "retten" til min opmærksomhed, for det er jo unægteligt hvad der sker med en lille ny i huset (og når Dexter har været så meget syg som han har, det kan du læse om HER) - så har vi har stadig et helt specielt bånd, Sean og jeg.

Nå men tilbage til det der med forskellighederne. Her er bare nogen ganske få eksempler, da mange af dem er lidt for diffuse til, at kunne forklare her :)

-Dexter græder altid når han skal køre bil. Sean faldt altid i søvn.

-Sean har aldrig været madglad - Dexter er en ædedolk.

-Dexter gider ikke barnevogn - Sean elskede den.

-Sean var aldrig syg - Dexter er syg nærmest konstant

Dexter, min lille bandit - min lille madelsker - min smukke hvide dreng med blå-grønne øjne og flapører - som jo slet ikke ligner mig - som i overhovedet. Og Sean, som i den grad ligner mig. På det ydre ville man nok aldrig gætte at de to er brødre.

Dexter har en helt anden personlighed end Sean havde i den alder. Der er ingen der skal løbe om hjørner med ham, eller tro de har ret til at sige han skal, eller ikke skal noget som helst. han gør som han vil, når han vil. I så ung en alder, har han allerede vist sin personlighed- og sine personlige grænser på så mange måder. Han har stort temperament - måske lige dér ligner han mig en del - og så er han bestemt, stædig, og får allerede de vilde tantrums. Før i tiden kunne jeg se på forældre med et barn, der gik fuldstændig banjo, og en mor eller far, der på ingen måde så ud til, at have kontrol over situationen, og tænke : 'shit et spoleret barn', eller 'hvis det var mig, så havde jeg da bare håndteret det'... Ahem... Det har SÅÅÅÅ meget bidt mig in the behind nu. Nemesis har nedkaldt en forbandelse over mig, for hold.nu.kæft. hvor har jeg befundet mig i den slags situationer med Dexter. WAUW!

Lad mig lige fastslå - altså jeg syntes godt jeg ved hvordan jeg skal opdrage mine børn. Det har jeg gjort rigtig godt med Sean. Han er virkelig en velopdragen dreng, hvilket jeg tit får at vide. Jeg mener selv, at jeg godt ved, hvordan jeg skal sætte grænser for mine børn, men med Dexter er det nærmest fuldstændig lige meget hvad jeg gør i den givne situation - hvis der er noget han vil, noget han tænker han vil, som han endnu ikke kan kommunikere, og som ikke sker eller som han ikke lige får - så går han fuldstændig bananas, og uanset set om jeg prøver tale ham til ro, prøver at forklare, sætter ham fra mig så han kan falde til ro, eller fjerner ham fra situationen og forsøger at aflede ham med noget andet - så viger han ikke fra den tanke og fra dét han er opsat på skal ske. Og da han, med sit knap 1 1/2 år ikke endnu har sprog nok til at fortælle mig alt det han vil, og da jeg jo ikke lige kan (tanke)læse mig til alt, eller hvis jeg bare ikke vil gå med til et eller andet han har sat sig for - så går han amoooook - han lægger sig ned og skriger - så selv jeg - hans mor tænker: 'shiiiiiiiit'!!!! Han sætter mig virkelig på prøve, og udfordrer mig som mor helt sindssygt, for jeg er virkelig ikke den slags mor, der bare accepterer at mit barn skal tage styring over mig eller situationen. Men jeg må indrømme, at jeg har ignoreret eller aflyst ting/situationer/arrangementer, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue hvis han skal lave en scene. Og så har han jo faktisk indirekte taget styringen, hvilket jo bare ikke holder. Og jeg husker mig selv på, at stædighed og viljestyrke og det, at gå benhårdt efter det man vil, er rigtig gode ting, at have med sig i bagagen når man skal ud og teste verden af - og ikke længere kun mor. Og jeg husker i sær mig selv på det i perioder med ekstra mange sygedage, nætter uden søvn, aflyste aftaler og tantrums, hvor jeg ekstra meget savner, at lave ting helt for mig selv. ÅRH, hvad, hvor kunne jeg godt bruge 3-4 dage helt uden børn. Lyder det skide egoistisk?? Det er der nok nogle der vil mene, men jeg har jo altid sagt, at hvis jeg glemmer mig selv så visner jeg langsomt 0g bliver meget hurtig en ulidelig mor, som ikke føler jeg kan trække vejret. Det er bare rigtig vigtigt for mig, at have tid til mine egne ting, og det giver mig så meget mere overskud som mor. Også fordi jeg ER meget "på", som mor, synes jeg selv, hvilket jeg OGSÅ har behov for, at huske mig selv på engang i mellem, når jeg får lidt dårlig samvittighed over, at ønske mig tid for mig selv. Tid, hvor jeg bare kunne ligge på sofaen og flade ud, sove til jeg vågnede af mig selv, eller få styr på mine 1702 ulæste mails, eller få holdt nogen af de møder, som jeg konstant aflyser eller udskyder.

De - elskede - børn.. De sluger alt min tid, de giver mig så meget ansvar og så mange ting at tage mig af. Og aldrig har jeg været fyldt med mere kærlighed og glæde i mit liv.

Jeg kom way off topic der, for det var egentlig kun alle forskelligheder i mine drenge det her skulle have handlet om, men så kom det også lige til at handle lidt om mig og mine behov... Hahahahah. Og dem får jeg faktisk dækket lidt nu her, hvor jeg er på ferie. Min kæreste og jeg blev for nyligt enige om, at gå hver til sit, og i kølvandet på det er der selvfølgelig et virvar af følelser og praktikaliteter, der skal tages hånd om. Men det er ikke nødvendigvis negativt. Og lige i forbindelse med mig-tid, så føler jeg, at jeg FULDKOMMEN får den om aftenerne hernede på vores ferie. Når Dexter er puttet (Sean er så stor nu) og jeg ikke længere er nogens eneste go-to-person hele tiden - om ikke andet, så bare for en stund, så får jeg igen, for første gang meget længe, følelsen af at kunne være helt alene med mig selv og mine egne tanker. Og det lader mig simpelthen så meget op og jeg trækker vejret heeelt ned i maven og nyder hvert et øjeblik. Og måske derfor nyder jeg endnu mere også, når Dexter igen slår øjnene op og smiler til mig.

-MEN... børn ER så forskellige, det er der ingen tvivl om. Selv med samme mor og far, samme opvækst, opdragelse og omgivelser, kan de stadig være så vidt forskellige. Og det er jo helt fantastisk, at de kommer til verden med en fuldkommen klar identitet og at der er ny læring og nye oplevelse ved hvert eneste barn. De ting jeg skal lære om mig selv via min mor-rolle til Dexter er nogen helt andre end dem jeg skulle lære med Sean. Børn er vores største læremestre og 'læren kommer først når eleven er klar'... Og jeg kan godt skrive under på, at det er verdens hårdeste, fedeste, mest givende og mest krævende job, at være full-time forælder. Og det er det jo også fordi man i processen mange gange er tvunget til, at se ting i øjnene om sig selv, som er svære. Men måske er det en af de vigtigste grunde til, at det OGSÅ føles, som det mest succesfulde job i hele verden;)

Hvad er jeres erfaringer med forskellige udseender, temperamenter osv? Del gerne i kommetar feltet herunder :)


Dejligste storebror i verden

Frækkeste lillebror i verden ;)

Jeg kan aldrig få nok kys af ham

Ren lykke i mit hjerte når han griner

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments