Skolernes sommerferie lakker mod ende og for de fleste af os med børn i skolealderen betyder det, at tempoet bliver højere igen og rutinerne kommer til at dominere i sær hverdagene mere igen. Vi faldt over det her - og selvom det er skrevet ud fra et "nu-er-barslen-snart-slut" perspektiv, så er der masser inspiratioon at hente til, hvordan man kan gøre tiden sammen sjovere både med de små og store børn. Og her på WUHUW har vi begge dele og synes det er nogen rigtig fine remindere :)

Savner du også tid i hverdagen til at være mere sammen med dine børn?

Når barslen slutter, og arbejdslivet eller jobsøgningen starter, så er der unægtelig mindre samvær og mere savn til sine børn. Påbegyndelsen af institutionslivet er for mange en følelsesmæssig rutchetur. Ikke kun for en selv men også for barnet, som skal vænne sig til, at mor og far ikke er indenfor rækkevidde.

Oven i det kan man så lægge praktiske udfordringer med ny mad, nye mennesker, nye omgivelser – ja en ny hverdag for barnet. Derhjemme skal nye logistiske udfordringer løses. Forældrene skal finde tid til at hente og bringe barnet i institution, og tage fri når barnet bliver syg.

Når alt kører derudaf, og institutionslivet er godt i gang, så ønsker vi, at den tid vi har med vores børn bliver så værdifuld som muligt. Så her er 10 tips til, hvordan man kan skabe lidt ekstra tid sammen. Nogle forandringer kan være mere krævende end andre. Noget kan lade sig gøre for dig – andet måske ikke. Men tag’ et kig. Måske er der noget, du ikke selv har tænkt over endnu eller blot får genopfrisket. Jeg har skrevet 10 tips her som du kan få inspiration af, som er baseret på egne tanker og erfaringer.

1. Indkøb

Prøv så vidt det er muligt, at handle ind til hele ugen så man slipper for at skulle handle ind hver eller hver anden dag. Gerne online på fx Nemlig.com. Det er dejligt nemt, og du kan bruge tiden på vigtigere ting.

2. Aftensmaden

Lav dobbelt eller tredoblede portioner af aftensmaden. Så kan I spise rester dagen efter eller fryse ned og tage op senere til de travle dage.

3. Rengøringen

Overvej at få rengøringshjælp, 1, 2, eller flere gange om måneden. Hvis man kan finde pengene i budgettet, kan det være pengene værd og tage lidt af presset, for at skulle holde et helt hjem samtidigt med et fuldtidsjob (husk du kan få servicefradrag for rengøringstimerne).

4. Tøjvask

Bruger du en masse tid på at vaske tøj, så kunne du i stedet benytte dig af en vaskeservice som fx Washa.dk, som klarer det for dig. Det kan særligt være nyttigt, hvis du ikke har din egen vaskemaskine.

5. Pligter

I stedet for at gøre madlavning og rengøring til en pligt, der skal foretages uden barnet, kan man også prøve at inddrage barnet. Børn vil som regel være hvor du/I er. Tag evt. en stol og legetøj med ud i køkkenet og giv smagsprøver undervejs. Ligeledes med rengøringen. Vis dem hvordan du gør, og giv dem noget lignende, så de kan lege med (+1år). Prøv dig frem – nogle børn synes det er ren underholdning at se deres forældre i aktion.

6. Ærinder

Klar hvis muligt private opringninger og mails i arbejdspauserne, så du ikke skal hjem og bruge tiden på det, når barnet kræver din opmærksomhed. Det er som regel alligevel også der, at der er åbent for telefontid og mails besvares.

7. Tidsrøvere

Hvis telefonen eller computeren bliver et stresselement, fordi det tikker ind med mails og sms, så overvej et tidsrum hvor familien tager en pause fra elektronikken og nyder lidt kvalitetstid i stedet. Det kan være svært, men det er kun godt at gøre.

8. Arbejdstid og transport

Undersøg evt. mulighederne for at arbejde nogle dage på fleksible tidspunkter, fra hjemmearbejdspladsen eller på nedsat tid. At tænke over dette kan give dig en idé og en viden omkring dine prioriteter og forhåbentligt skabe rammerne for et arbejdsliv og et familieliv, som du er tilfreds med. Hvis man har langt til arbejde, kan det også være, at man skal prøve at lede efter et job tættere på institutionen, eller forkorte transporttiden med samkørsel eller måske investere i en elcykel.

9. Samvær

Når det gælder samvær med venner eller familie, kan man prøve at vælge tidspunkter på dagen og aktiviteter, hvor barnet kan deltage, så man slipper for pasning. Ikke alle festlige lejligheder behøver fx at foregå om aftenen. Arranger i stedet en tidlig BBQ, en brunch, eller en sjov udflugt som alle kan have glæde af.

10. Prioritering

Skab et overblik over hvad du bruger tiden på i løbet af en dag. Lav en liste med dine gøremål, og skriv ned hvor meget tid du bruger på hver enkel ting. Du kan bruge listen som inspiration til at skabe mere balance imellem dine prioriteringer og dine tidsslugere.

Hvordan skaber du mere tid sammen med dine børn i hverdagen? Skriv meget gerne nede i kommentar feltet;)

Af Sisse Videbæk-Felby

Mor til datter på 14 mdr.

@Vilo_world

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments