Fuck nu af det er hårdt, at være mor til en lille baby, som nu på 4. måned stadig er syg. Det hele begyndte tilbage i december, hvor jeg tog til Manchester for at besøge min veninde og fejre hendes søn, der havde fødselsdag. Hele huset var fyldt med overnattende gæster, der ligesom mig var kommet for, at være med til fødselsdag. Dexter var så syg og det værste var faktisk ikke ikke, at få noget søvn, men den stress jeg havde over om han nu vækkede hele huset hver nat fordi han græd og græd. So much for being den glade, selskabelige gæst, som kunne deltage helhjertet i det sociale. Måske der går lidt tid før vi igen bliver inviteret over. Ahahahah... Resten af december fortsatte helt tarveligt med sygedage. Snot og hoste - og ingen søvn til mig. Derfor så jeg sååå meget frem til, at vi alle d. 1. januar, mens alle I andre ventede på pizza, eller var midt i the walk of shame, skulle lette fra Kastrup med snuden mod palmer og hvide sandstrande - og et klima, der forhåbentlig ville hjælpe lillemanden af med al den sygdom. Glade lettede vi med vores fly - og endnu mere glade landede vi - og glade var vi på vores ferieparadis... Lige indtil Dexter begyndte at få tænder. Der kom stille og roligt lige 4 stykker på 3 1/2 uge. Nøje planlagt fra tandfeens onde søster at de alle lige skulle komme på vores ferie.  Hver tand gav os 2 døgn med 40 i feber og hvad der ellers følger med af vågne nætter og gråd.

Så skulle man tro, at nu ville vi få en pause, men da vi kom hjem fra ferie skulle Dexter til, at begynde i vuggestue, og har altså været syg et par dage hver uge lige siden. Og for lige, at drysse lidt skøn sygdomslort på toppen af det hele, så har han lige fanget sig en mellemøresbetændelse... Tadaaaaa! Shit den er hård for ham, for det trykker i ørerne når han ligger ned, så det er skrig og skrål hele natten, og mig med ham i armene, der gør alt for at holde ud, når tolv kilo pludselig føles som tolv tons.

Jeg kan ligeså godt sige det som det er: jeg er helt udmattet, splattet, færdig, DONE, udskidt, trææææhæhæhæhæt. Jeg er så træt, så træt. Jeg føler, at mit liv består børn - syge børn - og intet andet. De fleste aftaler har været aflyst, har ikke set veninder og familie særlig meget og ikke lavet meget andet end at tage mig de sygdomme der er kommet, som perler på en snor. Totalt groundhogday i 4 mdr nu!! Jeg skal virkelig huske mig selv på, at det kun er en periode og det ikke bliver ved, for ellers går tiden bare med, at jeg dagdrømmer mig helt væk fra mine børn... Aaaahhh... sommerdage med flotte brune, bare ben... Cocktails på en hyggelig strandbar med mine veninder, romantiske og eventyr med min kæreste, lækker musik der strømmer ud af højtalerne, skøn stemning, not a care in the world fordi jeg er lidt halvsnaldret... SNAP BACK TO REALITY!

Det er lige før, at Sean har været ligeså meget syg på sine 8 år, som Dexter har været på sit ene år. Sean har aldrig været særlig påvirket af særlig meget. En dreng som ville kigge på mig og sige: 'mor jeg skal kaste op' og gå ud på toilettet, kaste op og lægge sig tilbage under dynen. Han havde bare brug for nærhed, tryghed og kærlighed, men var ellers meget stille. Dexter udtrykker klart meget mere når han er utilpas, fra tænder til feber og høj gråd. Børn er virkelig forskellige :) Nu ved I hvorfor jeg har været lidt stille her på wuhuw. Jeg har været tvunget i knæ af sygdoms periode . Jeg er endda begyndt at blive små paranoid.  Jeg desinficerer, vasker og whiper og tør nærmest ikke tage ham ud på en gåtur, i frygt for, at han skal fange noget. Jaja ved godt jeg lyder lidt overdrevet lige nu, men lad os så liiiiige tales ved, når i selv har stået i diarré og snot til halsen i 3 mdr., ik? ;)

Vi ses til drinks på stranden

- Saseline

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments