Til at begynde med vil jeg lige understrege, at det her er skrevet med masser af smil på læben og selvironi. Som medieperson, af den ene eller den anden slags, er det en del af både livet og ens karriere at pressen er nysgerrig på dit liv. Og det går hånd i hånd... Den kulørte presse ville have svære levevilkår uden "kendisser" og vi, der på en eller anden måde lever af "os selv", er i en eller anden udstrækning også afhængig af, at der bliver gjort opmærksom på os i forskellige sammenhænge professionelt. At der så også bliver skrevet om ens privatliv, det er 'the name of the game' og man kan ikke trække offerkortet, hvis man i andre sammenhænge drager fordel af at blive omtalt i pressen. Det er i hvert fald min holdning.

Meeeeen... Nogen gange bliver man forbløffet, nogen gange bliver man forfærdet og andre gange dør man lidt af grin indvendigt over hvor meget ting bliver vendt og drejet og taget helt ud af context for at komme til at lyde mere dramatisk eller interessant.

Sidste uge skrev jeg et indlæg herinde om nogen crazy ting jeg gennem tiden har lavet og oplevet. Det var et sjovt trip down memory lane for mig - og sjovt at få lov til, med mine egne ord at dele ting fra mit liv, der bryder lidt med det "pæne pige" image jeg måske i manges øjne har. Og det er en af de KÆMPE glæder jeg har ved WUHUW; at JEG får lov til at fortælle om mig og give sandfærdige historier om livet og hverdagen - et ærligt, uredigeret billede af mig. Og det er jo pisse fedt at nogen af historierne - måske ikke lige den i sidste uge - bliver opfanget og delt af pressen, for jeg vil jo gerne have en masse mennesker herind og kigge og dele og læse og drage fordel af alt det gode indhold (synes jeg selv) som vi har herinde...

Det er ikke et dårligt forhold jeg har til pressen og det er helt klart give and take. Jeg har mange gange måtte give lidt for at undgå at der blev gravet i de dele af mit privatliv, som jeg ønsker at beskytte, som f.eks min familie. Det er mig der har valgt at leve som jeg gør - ikke mine nærmeste.

Nåmn, tilbage til sidste uges indlæg (som du i øvrigt kan læse her, hvis du skulle være blevet nysgerrig) - Det blev fanget af mange andre medier, men sidst af Se&Hør, et medie jeg har en lang og både sjov, latterlig og relation til (sådan er vi vidst mange der har det - men hey - no hate ;) ) Historien blev bragt med et billede fra et undertøjsshow jeg gik for et par år siden hvor jeg er i fuld krigsmaling og der ikke er overladt meget til fantasien, billeder der gjorde at man umiddelbart ville tænke at historien der fulgte med dem var af nyere dato, selvom de alle hører en fjern fortid til. Og jeg griner jo bare, for så længe der ikke bliver skrevet ubehagelige eller usande ting om mine nærmeste - her især mine børn - så er det jo bare hvad det er: Virkelig kulørt og journalistisk på et plan, der er til af den ene årsag, at stille vi menneskers lyst til at lure over hækken hos hinanden.

Jeg tror, at der er mange der tænker at vi "kendissers" forhold til pressen er, at vi stiller os op på en rød løber og smiler for at blive set og sælge billetter til vores næste show, eller få den næste modelopgave - og det ville være ren hykleri at påstå det modsatte - for sådan er det OGSÅ. Ligesom der ikke ville blive solgt et Se&Hør blad, hvis ikke der var kendte mennesker at skrive om. Sandheden er at man kan "bruge" pressen, fuldstændig ligesom den bruger os. Det er slet ikke alle mediepersoner der forstår hvordan de kan være med til at kontrollere hvilket billede der bliver tegnet af dem udadtil (måske især nogen af dem, for hvem mediebevågenhed kommer pludseligt og forsvinder ligeså pludseligt) opmærksomheden kan blive et kick og manglen på den kan føles som et slag - igen ville jeg være en hykler hvis jeg sagde andet. Men hvor er jeg landet efter mine mange år i mediernes bevågenhed? Jeg er nok landet et sted, hvor det er gået op for mig at det ikke er så alvorligt. Et medie kan ligge på lur foran dit hjem (selvom det er top ubehageligt), eller true med at bringe en historie man ikke ønsker spredt ud på alle forsider i landet, de kan kime én ned døgnets 24 timer indtil de har fået hvad de vil, men sandheden er, at hele det der ræs i virkeligheden ikke betyder en skid. Ligesom en dyr taske, eller en flot bil ikke betyder en skid i den sidste ende :)

Hvad er det værste der kan ske? Helt ærligt? Hvis man er et menneske der står inde for sine handlinger og i øvrigt ikke tager alting så tungt, så må de jo egentlig skrive hvad de vil, ik? Hvis det kan få nogen af jer her ind, eller hvis det kan skabe opmærksomhed om et velgørende formål jeg er engageret i, så fyr den af. Men én ting er sikkert og vidst - de gange der har været ting om mine nærmeste der har været onde, usande eller underlødige, der er løven kommet op i mig og jeg har brølet, som om hele jorden ville ryste - og de gange er historierne -for det meste - også blevet fjernet pronto.

Det er et give and take forhold og jeg læser sgu også selv en sladderhistorie i ny og næ... Men hvis I bliver i tvivl om en vinkel fra en historie taget herinde fra, så klik ind og få den rigtige version her - I er velkomne any time :)

Af Saseline

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments