Jeg synes, det er ret utroligt, at jeg gang på gang møder kvinder, der har født eller skal til at føde og aldrig har hørt om oxytocin.

Oxyto-hvadfornoget? lyder det ofte undrende.

Oxytocin er faktisk et af det vigtigste hormoner. Måske ikke for vores overlevelse, men for vores evne til at være til, til at føle og mærke og ikke mindst til at føde vores børn.

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Ganske simpelt. Den svenske professor i fysiologi, Kerstin Uvnäs Moberg, har med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos både mænd og kvinder ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

Det, der frigører og fremmer oxytocin, er ydre og indre fysiske påvirkninger som nus, massage, kram, varme, orgasme – men også dejlige stunder, nærvær og romantik stimulerer frigørelsen af hormonet.

Oxytocin bliver dannet i hjernen i hypothalamus (det center der også regulerer stress og antistress), herefter frigøres det herefter til blodbanerne, hvor det påvirker vores centrale nervesystem, så vi spænder af og får ro. Det vil sige, at vi stresser af. Mængden af kortisol i blodet halveres, puls og blodtryk daler, og dermed føler vi velvære og varme.

Oxytocin er desuden det, der skaber veerne i din krop, altså den sammentrækning i den store muskel, som livmoderen jo er. Er der ikke oxytocin til stede, er der ingen fødsel. Idet barnets hoved bliver født, eksploderer mængden af oxytocin og endorfiner, som du også har i massive mængder under fødslen, og som virker smertelindrende, og dermed skaber det ’rush’ og det enorme kick af lykkesfølelse lige efter fødslen.

Det er desuden også oxytocinen, der gør, at du knytter dig til dit barn – og at mælken løber til i brysterne, når du ammer. Kort sagt skaber oxytocinen både den fysiske og mentale del af fødslen, amningen og hele tilblivelsen af en mor. Problemet, når gravide og fødende ikke aner noget om dette hormon, er, at de ikke ved, hvordan de tager hånd om det. Passer på det. For det er samtidig et meget følsomt hormon, der let bliver påvirket.

Er der adrenalin til stede, vil mængden af oxytocin falde. Derfor ser vi ofte, at veerne svækkes eller forsvinder helt, når den fødende kvinde bliver utryg eller bange. Bliver der grebet medicinsk ind i fødslen med for eksempel en epidural eller et vedrop, vil det også kunne påvirke mængden af oxytocin – og dermed mange faktorer, som samlet set er med til at skabe en god fødsel.

Der er mange ting en gravid og fødende kvinde kan gøre for at fremme mængden af oxytocin i kroppen. Helt basalt set handler det om at være god ved dig selv. I tiden frem mod fødslen skal du sørge for at slappe af og omgive dig med tryghed og varme. Få massage, blive nusset, få orgasmer. Kig din partner dybt i øjnene og kys længe og inderligt. Under fødslen kan I med fordel selv stimulere mængden af oxytocin med blandt andet dæmpet belysning, ro på stuen, musik, dybe inderlige kys, lange blide strøg og ikke mindst stimulering af brystvorterne, som er kroppens to mest effektive oxytocinknapper. Og selvom du måske tænker, at det vil være mærkelig at bruge brystvorterne og ligge og kysse under fødslen, så vil jordemoderen bestemt ikke synes, det er mærkeligt. Det er nemlig et meget gammelt hjemmefødselsjordemodertrick.

Efter fødslen er det meget vigtigt, at dit barn kommer op og ligger hud-mod-hud lige efter. Hud-mod-hud kontakt er med til at øge mængden af oxytocin og er noget, de er meget opmærksomme på på hospitalerne. Vi ved nemlig i dag, at det er afgørende for hele tilknytningsprocessen, barnets sutterefleks og moderens mælkeproduktion.

Derfor er det også vigtigt, at faderen giver hud-mod-hud i tiden efter fødslen, da det vil øge hans tilknytning til barnet.

Når jeg laver fødselsforberedelse, giver jeg et grundigt indblik i hormonernes samspil under fødslen. Vi kvinder er nemlig skabt til at føde. Og det er vi, fordi vi har et magisk hormonsystem, der arbejder helt perfekt under de rigtige betingelser.

Og derfor er det så vigtigt, at vi kender dem, så vi ved, hvordan vi skal passe på dem.

Af Mia L. Rasmussen, indehaver af dengodefoedsel.dk

 

FullSizeRender

 

 

Læs om 'Den gode fødsel' her

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments