Som nogen af jer måske kan huske jeg har skrevet om før (ellers læs her), var jeg inden Dexter's ankomst nervøs for om jeg ville kunne elske ham ligeså højt som jeg elsker Sean. Det viste sig hurtigt, at det kunne jeg sagtens (det skrev jeg også om. Det kan du læse her) Min kærlighed blev ikke splittet i to da jeg fik Dexter, men jeg står nu overfor nogen andre følelser, som jeg har en lille smule svært ved at håndtere.

Da jeg blev mor første gang, havde jeg mulighed for at kanalisere al min kærlighed over i Sean. ja, det skete vel egentlig bare pr. automatik. Og det samme sker nu, bare med Dexter. At blive mor for anden gang, så mange år senere, efter at have delt de seneste 7 år med Sean, hvor vi har haft den symbiose der kan være i en tosomhed, gør det faktisk lidt svært for mig nu.

For Dexter tager naturligvis rigtig meget af min tid og opmærksomhed - og jeg kan mærke jeg savner at have mere tid og overskud til Sean.

Jeg kan ikke bare lægge mine amninger til side, for at lave hvad Sean ønsker at lave med sin mor. Når der er mennesker omkring os, så er de så gode til at lave noget med ham, så han ikke mærker mit fravær på samme måde, men når jeg er alene med Sean og Dexter, som jeg lige har været i en uge fordi Sean var sløj og hjemme fra skole hele ugen, så mærker han det ligeså meget som mig. Så mærker han, at hans mor er begrænset til mest at sidde og amme, eller bøvse Dexter - være i gang med at skifte, eller trøste. Det bliver højst en omgang kalaha, en god film på Netflix, samtaler eller nogen skoleopgaver.

Jeg får dårlig samvittighed. Jeg føler faktisk at jeg svigter Sean. Jeg kan ikke kan gøre de samme ting med ham som jeg plejer... Spille en fodboldkamp eller fyre den af på trommesættet i kælderen til høj musik, eller noget helt tredje hvor det kun er ham og jeg - og helt ærligt, så savner jeg inderligt at kunne være helt fokuseret på Sean. Jeg savner at putte med ham i sengen når han skal puttes. Læse godnathistorie for ham, mens vi kryber sammen i hans seng og jeg nusser ham på ryggen til han sover. Lige nu passer det ikke med Dexter's "ur" og så er han inde i en tid, hvor han har ekstra brug for tryghed og kun finder ro i mine arme.

Jeg håber virkelig, at det mere er mine følelser end det er Sean, der mærker det. Jeg håber kun det er mit hjerte, der gør lidt ondt og føler jeg går glip af tid med min ældste søn, og jeg håber virkelig at han ikke vil huske denne tid som dengang han pludselig 'mistede' hans mor til lillebror, og vores specielle bånd blev brudt.

Jeg ved godt jeg kan lyde lidt overfølsom, og måske er jeg det, men Sean og jeg har hele hans liv haft et helt specielt bånd, fordi vi har været så meget igennem bare os to. I mit hjerte har det ikke ændret sig, men det har det i vores hverdag - i hvert fald lige nu - for tiden til at pleje vores relation er meget sparsom lige nu. Nogen aftener "putter" jeg ham, siddende på en stol ved siden af sengen, med Dexter i armene, og længes efter at kunne nusse ham i håret og være helt tæt. Når han er faldet i søvn, har jeg fældet et par tårer over savnet til ham lige nu, og jeg kigger på ham og hans nu meget lange ben og det ser ud som om han nærmest vokser mens jeg betragter ham - alt for stor, alt for hurtigt.

Jeg ved ikke om det bare er mig, eller om andre har haft eller kan genkende de følelser som mor til 2 eller 3? Og det ændrer sig selvfølgelig hele tiden - i takt med at børnenes behov ændrer sig... Men lige nu er det sådan her, en lykkelig omstændighed med et uforventet savn og det må jeg så acceptere og få det bedste ud af, ik?

Ville ønske jeg kunne klone mig selv, ville ønske jeg havde både mere energi og flere muligheder til at være fuldt tilstede overfor begge mine drenge i deres ekstremt forskellige behov lige nu.Jeg savner ham, min store smukke dreng - som er så kærlig og sød mod sin nye lillebror...


Happy Moments... Kildetur i sengen med Sean.[/caption]

Af Saseline

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments