Nææææ, ikke rigtig. Nye, store oplevelser, ja!

Nytårsforsætter… Ved hvert årsskifte dukker de op. Vi bruger en dato, til at slå en streg i sandet, til at love os selv og vores omverden forbedringer. Vi sætter mål for at blive sundere, stærkere, hurtigere, sødere… Jeg har ikke et eneste nytårsforsæt i år. Og det er ikke for at være påtaget anderledes ;) Det er nok mere fordi jeg synes det er lidt fjollet, det der med at en dag om året er der hvor jeg hanker op i mig selv.

I år brugte jeg nytårsaften alene med Sean, som både har fanget sig en halsbetændelse og en mavevirus på samme tid. – Det var en aften med i alt 5 gange opkast, 5 tøjskift, 5 bade og 5 gange rent sengetøj. Det gik der en del tid med, men vi fik spillet “Gæt hvem jeg er” og Kalaha. Der var meget sygdom, men vi hyggede os. Ingen skøre hatte, stiletter og fulde mennesker. Jeg gav omsorg og kærlighed til min dreng, og jeg fik retur i spandevis og nød tosomheden – den sidste nytårsaften bare ham og jeg. Vi faldt i søvn på sofaen i ske, og jeg vågnede imorges med en inderlig krammer fra ham og mærkede kærligheden helt ind i knoglerne. Det er en af de bedste nytårsaftener jeg nogensinde har haft. Bare os to, nærvær, hinanden og roen.

Nå, men tilbage til det der med nytårsforsætter. Der går sjældent mange dage imellem, at jeg ser på mit liv med kritiske og konstruktive øjne, og gør mig tanker om, hvordan jeg f.eks. kan forbedre noget. Jeg er ikke verdens bedste til noget som helst, men jeg gør mit for at være en god mor, en god veninde, en god kæreste, en god datter, en god søster og en venlig fremmed på gaden. Jeg kunne hurtigt lave en lang liste af ting jeg slet ikke gør godt nok, for lidt eller for meget, eller besværligt. Modsat kan jeg også remse ting op som jeg ved jeg gør så godt jeg kan, og som jeg giver meget tanke og energi. 2015 - 365 nye dage. Der kommer til at ske så mange ting. For det første ved jeg at jeg skal skifte en masse bleer igen.. Alt det baby tjuhej kommer tilbage i mit liv. Bryster, bleer, mos, sparkedragte og sutter – Og jeg skal lade mig opsluge af at lære en helt ny, lille sjæl at kende, som skal være en del af min hverdag resten af mit liv. Jeg tror at en helt naturlig konsekvens af det bliver at fokus den kommende tid hovedsaligt vil koncentrere sig omkring de menneskelige værdier. Den del af mig der elsker at manifistere, arbejde og præstere kommer nok til at vige lidt for fordybelse og nærvær og at være til stede og opleve min lille baby og min store dreng sammen.. At være mor er så berrigende, og jeg er sikker på at hvis vi formår at være åbne for det, så er vores børn de største læremestre I vores liv. Jeg er sikker på, at selvom jeg har været det hele igennem én gang før, så kommer jeg til at opleve nye sider af mig selv gennem mødet med min næste søn. Det bliver ikke et kedeligt år, det bliver den vildeste high jeg skal på. Jeg glæder mig så meget. Og hvad end jeg matte have af tanker om de mest udbredte nytårsforsætter, som f.eks., at være mindre på mobilen og komme i god form, så ved jeg det sker helt automatisk I tiden efter jeg har født. Men hvis jeg endelig skal komme med et nytårsforsæt, så bliver det fordybelse og nærvær. igen. Så - 2015, mig og mine (snart) 2 supermænd…lets give it a go… I know you will be a sweet one;)

Godt nytår allesammen.

Image-1

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments