Der er gået en uge nu siden jeg fødte og jeg/vi svæver rundt i en bobbel af ekstase, kærlighed og udmattelse. Af de mere håndgribelige og konkrete ting, kan jeg med glæde fortælle, at vi endelig er blevet enige om hvad Lillebror skal hedde. Vi er landet på Dexter Christian Dreyer. Jeg er vild med navnet Dexter... Dexter - det lyder som en fræk, livlig og kvik lille dreng - og selvom jeg kun har kendt ham i en uge, så er det også nogen af de billeder jeg allerede nu har på ham. Mellemnavnet Christian får han fra min storebror, der desværre gik bort for gik bort 5 år siden. Det er en dejlig følelse for mig at give hans navn videre. Så har Dexter fået sin fars efternavn og ikke mit ekstremt eksotiske efternavn: Sørensen. Det har jeg bare aldrig følt stærkt for at give videre. De kan få deres fædres efternavne og så forhåbentlig min kulør... Hahahaha...

Jeg har en ro i mit liv som jeg ikke tidligere har haft. Jeg har ikke travlt med alle mulige projekter, hvor alt afhænger af mig. Jeg kan for første gang nogensinde slippe den der følelse af at jeg skal have "styr" på alt. Og det er i virkeligheden en blanding af at jeg før i tiden gerne ville have kontrol og også det dér med at være "den gode pige". Men jeg skal ikke bevise noget som helst overfor nogen... Jeg er ikke alene om WUHUW og jeg hviler i at det skal nok give sig uden at jeg er inde over hele tiden. Jeg har ikke travlt med noget som helst andet end at være mor, kæreste og mig. Og jeg nyder det! Jeg kender mig selv og jeg ved, at jeg tids nok skal trække i arbejdstøjet igen, men lige nu er det min familie der får min udelte opmærksomhed. Det er en kæmpe befrielse for mig, for første gang i mit liv, at have sluppet fuldkommen - og at jeg på ingen måder stresser over at skulle nå en hel masse, om jeg går glip af noget, få dårlig samvittighed over ikke at deltage, eller yde. Og det er ikke noget jeg fremtvinger, det er bare sådan det er. Fuldkommen symbiose og en helt naturlig prioritering der giver sig selv.

Dexter har det godt, mælken er lige løbet til, så han kæmper lidt med at få det igennem systemet og han bliver nærmest helt overrasket når han tisser... Hahahah. Men alt er godt og han har allerede taget på min lille Michelin mand.Under min graviditet kæmpede jeg med en forestilling om at det måske ville blive svært at elske nummer to barn ligeså højt som Sean. Jeg havde svært ved at se konceptet for mig - om kærligheden skulle deles op,  eller hvordan det lige ville komme til at fungere? Jeg har fundet ud af hvordan det hænger sammen nu. Kærligheden fordobles - eller nej, den mere end fordobles, den multipliceres hele vejen rundt. Det er så vildt! Jeg er i en rus af kærlighed. Jeg kan fange mig selv i at sidde og kigget så længe på ham at tiden står går i stå. Jeg mærker kærligheden til Sean endnu stærkere. jeg mærker kærligheden til min kæreste endnu stærkere. Al kærligheden i mig er bare blevet forstærket af Dexter's ankomst. Jeg bliver så stolt og glad når jeg ser Seans kærlighed til ham. Han vil så gerne hjælpe, være med, og kysse/nusse og kramme sin lillebror. Og der er plads til alle relationer på kryds og tværs i vores lille familie. Min kæreste gør meget ud af at lave noget med Sean, nu da jeg naturligt bruger meget tid på at amme og skifte osv. Og om aftenen har jeg en times tid alene med Sean hvor vi putter og hygger, mens min kæreste tager Dexter. Der er så meget harmoni hele vejen rundt og dette er i sandhed en af de absolut lykkeligste tider i mit liv.

Efterveerne gør enormt ondt denne gang, men det er åbenbart 'meget normalt' når man er 2.gangs fødende. Det ville jeg virkelig ønske at nogen havde fortalt mig, for de er virkelig hardcore. Men de minder mig også om at jeg skal tage mig godt af min krop nu - respektere og have omsorg for det den lige har været igennem. Jeg prøver at være så nænsom som jeg kan mod mig selv og gør hvad jeg kan for at hjælpe den godt på vej. Efterveerne er fordi livmoderen trækker sig sammen, og jeg laver knibeøvelser hver gang jeg ammer. Jeg spiser ordenligt og nok, så mælkeproduktionen har gode vilkår og så jeg både får kalorier og næring nok til både mig og Dexter. Og så tager jeg Pukka Wholistic Statavari kapsler, der bl.a hjælper de kvindelige organer til at blive styrket. Jeg bruger min varmepude meget, da den dulmer de værste smerter og aldrig har jeg nydt lange, varme bade så meget som jeg gør nu. Det er helt vanvittigt at tænke på hvad kroppen gennemgår for at skabe et lille menneske. WUHUW for at det overhovedet er muligt, og for hvor overdrevet sej kvindekroppen er!!!! Jeg har ingen som helst motivationer for eksempelvis at skulle ligge et bikini billede op af min flade mave med en WOW-effekt tre uger efter min fødsel. Mit fokus ligger på at være nænsom mod min krop nu og sørge for at lytte til den og dens behov. Det eneste der betyder noget nu, er at vi alle har det godt og at vi kan nyde denne taknemmelighed og hinanden til det fulde.

Tak fordi I havde lyst til at læse med om vores første uge med Dexter.

Og så vil jeg opfordre jer alle til at få nogen flere børn i en fart - eller i det mindste øve jer i det.

Bror kærlighed <3

Private Photos by Saseline©2015 All rights reserved.

Saseline

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments